Spacemaids
Noget skrabede mod ydersiden af rumskibet med en langsom og ildevarslende lyd. Korb sank en klump og greb med svedige håndflader fastere om sit gevær. De andre rookies holdt også krampagtigt fast i deres våben og spejdede mod skibets loft og vægge, skønt der ikke var nogen vinduer. Den eneste, der forblev upåvirket, var den arrede Kaptajn Glerk. Godt tilbagelænet, med fødderne oppe på kontrolpanelet gav hun sig til at stoppe sin pibe, uden så meget som at løfte et øjenbryn.
“Rolig, knægte,” mumlede hun med piben i munden. “Det er bare spacemaids.”
Det så absolut ikke ud til at berolige nogen af de andre og Korb følte sig virkelig, som den nybegynder han var.
“Spacemaids?” spurgte han forsigtigt, både fordi han ikke ønskede at kende svaret og fordi han ikke ville udstille sin uvidenhed.
Ganske rigtig så en af de andre gutter på ham, som om Korb ikke var gammel nok til at bære våben. Det blev kaptajnen, der kom ham til undsætning. Hun pulsede på piben og pustede en tyk og sødlig røg ud i rumskibets kontrolrum.
“Spacemaids, sønnike. Det er havfruer – i rummet.”